Hvad er definitionen på et populært teaterstykke? Er det mængden af mennesker, det tiltrækker? Hvor mange stjerner det får af anmelderne? Drejer det sig om indtjeningen, og derved også hvor længe teateret får lov at spille? Og hvem er ansvarlig for for, at et teaterstykke kan kaldes populært? Skuespillerne? Instruktøren, som det er set på det Kongelige Teater i nyere tid? Eller direktøren?
Der er forskellige grunde til, at teaterstykker bliver kaldt populære eller går over i historiebøgerne. I sidste ende kommer det an på, hvem man spørger. Spørger man anmelderne, skal et teaterstykke være tidsrelevant og gerne kritisk overfor samfundet, der er tekniske detaljer, der skal være på plads, og det benytter sig måske af et formsprog, som den gængse teatergænger ikke forstår. For dem, der finansierer et teaterstykke, er det et langt stykke af vejen rentabilitet. Hvis man skaber et godt stykke, kan det også forventes, at finansieringen kommer lettere næste gang. For de medvirkende, den kunstneriske stab, er det stoltheden i faget og kunstens højere mening, som afgør et teaterstykkes succes uagtet af populariteten hos publikum eller indtjeningen ved billetsalget.
Der findes eksempler på teaterstykker, som har været en stor succes hos publikum på et bestemt tidspunkt, og som siden er gået i glemmebogen, og det skyldes primært, at essensen i stykket, selve handlingen, har været utrolig relevant – men kun for en kortere periode. Andre teaterstykker bliver opsat på store og små scener, af professionelle og amatører, med stor indtjening eller underskud, men fælles er det, at disse teaterstykker kan være flere hundrede år gamle, men historien er eviggyldig. Derfor er der en sidste brik i puslespillet, om et teaterstykke kan kaldes populært. Forfatteren eller ophavspersonen til et teaterværk er ofte afgørende for, om et teaterstykke har en fremtid. Er historien relevant om 50 år, eller dykker den ned i en meget specifik problemstilling? Denne afgørelse ligger grund for al anden planlægning af teaterstykkets videre færd.