Publikum har altid haft stor indflydelse på et teaterstykke. Publikum er det sidste delelement, der bliver tilføjet, før man kan kalde det et egentligt teaterstykke. Først bliver selve manuskriptet til, sidenhen bliver opsætningen planlagt og øvet, og til sidst tilføjer man publikum til ligningen.
I teatervidenskaben taler man om scenen med tre vægge, og publikum udgør så den fjerde væg, som slutter teaterstykket inde i et lukket rum. Det umiddelbare publikum er altså lige så meget en del af teaterstykket som for eksempel skuespillerne og udgør den helt store forskel fra film, hvor dets optræden er statisk. Når man opsætter et teaterstykke, kan man ikke forudsige publikums reaktion, og den kan både direkte reflektere stykkets kvalitet, men det generelle samspil mellem medlemmer af publikum har også stor betydning, når først tæppet går.
Et kedeligt publikum, som ikke er oplagt til underholdning, eller som modstår underholdningen, kan være dødsstødet for et ellers populært teaterstykke. Omvendt kan et engageret og medlevende publikum løfte et teaterstykke og sågar gøre skuespillerne bedre og mere motiverede.
I nogle teaterstykker spiller publikums aktive rolle en del af historien. Det kan være, at skuespillerne helt bevidst vender sig mod publikum for at få deres holdning, eller de bliver tildelt en rolle i stykket, som kan bære stykket videre frem. Et eksempel på denne form for publikumsinteraktion er Pantomime teateret, hvor Pierrot ofte henvender sig til publikum for at finde en løsning eller få en mening om indholdet.
Ved publikumsinteraktion får man som kunstner et stort ansvar for at engagere sit publikum, da et stykke ikke kan lykkes uden hjælp udefra. Men en af de helt store fordele ved et sådan trick er, at et teaterstykke aldrig er den samme oplevelse, uanset om man har set det før. Man kan gå til det samme stykke to aftener i træk og stadig opleve nye aspekter, da publikum skifter.